Gennem hele menneskehedens historie har der været en tæt forbindelse mellem krig og menneskelig viden. Indtil for nylig er det sjældent blevet sat spørgsmålstegn ved. Krig har været en fast bestanddel af menneskets historie, og kamp har længe været betragtet som en absolut samfundsmæssig nødvendighed og ofte som et accepteret økonomisk middel.

Ødelæggelsen af Lakish – alabastrelief fra kong Sankeribs palads (regerede 704-681 f.Kr.).

Det var både borgernes pligt og privilegium at kæmpe for deres fællesskab efter bedste evne. Episk digtning og hyldende skulpturer forherliger krigen i mange menneskelige kulturer.

I mytologien og de gamle sagaer blev opfindelsen af nye våben tilskrevet guderne selv, hvilket understreger, hvor højt våbenfremstilling blev agtet i oldtidens samfund.

Videnskabsfolk har en samfundsmæssig forpligtelse til at udvikle våben. Når krigere betragtes som et fællesskabs ledere, og krigsførelse ses som et grundlæggende samfundsbehov, må videnskabsfolk uundgåeligt være parate til at arbejde for at styrke deres samfunds militære styrke. Teknologiens og industriens udvikling er ofte udsprunget af militære behov.

For den store matematiker Arkimedes var enhver aktivitet, der havde til formål at fremstille varer, ikke hans geni værdig, da han havde viet sit liv til den rene videnskab.

Med en vis anstrengelse havde kong Hieron II af Syrakus overtalt Arkimedes til at gå fra teori til praktiske anvendelser og bygge våben til forsvar og angreb. De beviste deres effektivitet i 212 f.Kr. under forsvaret af Syrakus mod romerne, anført af Marcellus, som først erobrede byen efter en belejring på 8 måneder.

Giulio Parigis Arkimedes’ opfindelser: brændspejle og jernhånd (Uffizi-galleriet i Firenze).

Under ptolemæernes styre blev Alexandria i det 3. og 2. århundrede f.Kr. et vigtigt centrum for videnskabelig forskning på flere områder, herunder en egentlig skole for militærteknologi. De alexandrinske videnskabsmænd stræbte efter at forene teoretisk videnskab med konkrete praktiske anvendelser.

Ktesibios (virksom 285–222 f.Kr.), skolens grundlægger, tilskrives opfindelsen af en dampdrevet kanon, mens Filon fra Byzans forskede i kastemaskiner baseret på en stringent anvendelse af mekanikken.
Herons afhandlinger om krigskunsten indeholder blandt andet tabeller for artilleri og dimensionerede modeller af krigsmaskiner, udledt af grundlæggende teori.

Belejringsmaskiner ifølge Filon i et græsk håndskrift fra det 11. århundrede.

Opbygningen af det gamle Romerrige krævede århundreders krigsførelse i hele Europa, Mellemøsten og Nordafrika, men videnskabsfolkene bidrog ikke med nogen egentlig ny teknologi. Udviklingen kom fra det militære miljø og fra generalerne, som regel fremragende organisatorer. Vitruvius (1. århundrede f.Kr.) og Vegetius (5. århundrede e.Kr.) beskriver i deres afhandlinger de alexandrinske krigsmaskiner uden at se på deres videnskabelige principper: Forfatterne er først og fremmest optaget af hærenes organisatoriske og administrative problemer.

De lærdes verden og håndværkernes verden havde intet til fælles i det meste af middelalderen, hverken i den kristne eller den arabiske civilisation. Fremskridtene i videnskaben og i de mekaniske anvendelser kunne ikke befrugte hinanden.

Situationen begyndte at ændre sig i det 13. århundrede: Lærde som Raimundus Lullus, Robert Grosseteste og Roger Bacon understregede behovet for eksperimenter i videnskaben og for et teoretisk grundlag i ingeniørkunsten. Villard de Honnecourt, Guido da Vigevano og Conrad Keyser i begyndelsen af det 14. århundrede legemliggjorde den nye lærde militæringeniør.

Den italienske renæssances mænd var på én gang kunstnere og håndværkere, humanister og militærfolk, genier, der var overbevist om, at de kunne udrette hvad som helst.

Brunelleschi, Jacopo Fontana, il Taccola, Valturio, Leon Battista Alberti, Filarete, Francesco di Giorgio Martini og mange andre helligede sig også fremstillingen af maskiner, våben og fæstninger, der var tilpasset de nye skydevåben. De ville vise, hvordan den menneskelige intelligens kan tage enhver udfordring op og vinde den og skabe kunst og kultur i enhver sammenhæng.

Leonardo da Vinci præsenterer sig i sit brev til Ludovico Sforza, Milanos hersker, ikke som kunstner, men som en dygtig ingeniør, ekspert inden for alle grene af krigskunsten. Hans studier af våben, fæstninger og instrumenter er stadig mesterværker inden for ingeniørkunst og kunst.

Galilei, der påviste matematikkens værdi som redskab for videnskabelig tænkning, erkendte behovet for eksperimentel bekræftelse af enhver teori. Han blev tiltrukket af tekniske problemer, og under sine besøg på arsenalet i Venedig blev han involveret i flåde- og militær forskning og udvikling. Han anvendte også sin viden om geometri og ballistik på militære angrebs- og forsvarsanordninger.

Angreb på en fæstning – Galilei, All’architettura militare.

Skibsure, der gjorde det muligt at bestemme længdegraden nogenlunde præcist, banede vejen for de europæiske landes magtudfoldelse over hele verden og for oprettelsen af kolonier i fjerne egne af kloden.

Christiaan Huygens anvendte i 1656 Newtons mekanik til at konstruere et godt præcisionspenduleur til sin astronomiske forskning, og i 1680'erne arbejdede han på skibsure for det Hollandske Ostindiske Kompagni. Det første meget nøjagtige skibsur blev fremstillet i England af John Harrison i 1730'erne.

J. Harrisons skibsur H1 (på National Maritime Museum, Greenwich, England).

Længdegradsproblemet
For hver 15°, man rejser mod øst, rykker den lokale tid en time frem, og det modsatte sker, når man rejser mod vest. Hvis vi kender den lokale tid to steder på Jorden, kan vi derfor bruge forskellen til at beregne, hvor langt de to steder ligger fra hinanden i længdegrad, mod øst eller vest. Det viste sig at være meget vigtigt for 1600-tallets sømænd og navigatører. De kunne måle den lokale tid ved at observere Solen, men for at kunne navigere skulle de også kende tiden på et referencepunkt for at kunne beregne deres længdegrad.

I 1714 udlovede den britiske regering £20.000 for en løsning, der kunne bestemme længdegraden med en nøjagtighed på en halv grad (2 minutters tid), en opgave, der blev anset for umulig. John Harrison (1693-1776) fremstillede en række stadig bedre ure og nåede den krævede præcision.

I det 18. og 19. århundrede oprettede flere europæiske lande militærskoler til uddannelse af officerer i ingeniørkorpset: den første i Torino i 1739, derefter i Mézières i Frankrig i 1748.

Napoleons Grande Armées succeser overbeviste Europas herskere om betydningen af effektiv teknisk støtte til militære operationer, og Preussen (1816), Sverige (1818) og senere Rusland, Belgien, Spanien osv. oprettede tekniske militærskoler.

Også de polytekniske skoler var i denne periode under militærets kontrol, og de fleste lærere kom fra hæren, mens videnskabsfolk og akademikere kun var minimalt involveret.

Uniformer for de studerende ved École Polytechnique i 1814-1815. Polytechnique blev grundlagt i 1794 af matematikeren Gaspard Monge under Den Franske Revolution og blev et militærakademi under Napoleon I i 1804. I dag drives institutionen stadig under tilsyn af det franske forsvarsministerium.

I løbet af det 19. århundrede dukker der en ny hovedaktør op inden for anvendt forskning: de store industrivirksomheder, først i USA og siden i Tyskland.

Det førte til hemmeligholdelse og planlægning i forskningen, nye praksisser, der begrænsede videnskabsfolkenes traditionelle frihed og forhindrede dem i at opnå anerkendelse ved at offentliggøre deres resultater.

Kemien blev for eksempel en afgørende industrisektor af militær betydning. Opfindelsen af trinitrotoluen (TNT) i 1863 og af Alfred Nobels dynamit i 1867 skulle få frygtelige følger i de kommende krige.

Den massive brug af sprængstoffer på slagmarkerne under Første Verdenskrig krævede, at industrien optimerede produktionen og udviklede nye teknologier. I Tyskland skabte industrimanden Fritz Haber en organisation for kemisk krigsforskning, hvor både militære og civile videnskabsfolk blev rekrutteret. Under Første Verdenskrig bruges kemiske stoffer på slagmarken – klor (1915), sennepsgas og fosgen (1917) – og de forårsager over 1400000 tab.

Den franske virksomhed Schneider et Cies pavillon på verdensudstillingen i Paris i 1900. Virksomheden blev grundlagt i 1836 og var en stor våbenproducent under de to verdenskrige; efter Anden Verdenskrig udviklede den sig til Schneider Electric.

Første Verdenskrig bragte mange nye teknologiske fremskridt til slagmarken, som bunkere, flammekastere, kemiske våben, luftbombardementer, ubåde med lang rækkevidde osv. Men der blev ikke udviklet nogen ny militær taktik til at udnytte den nye teknologi. Soldaterne endte med at føre en traditionel krig, mens de led enorme tab på grund af den nye teknologi. De militære institutioner var konservative og langsomme til at omstille sig.

På den anden side blev de videnskabelige organisationer som sådan for første gang pålagt at støtte krigsindsatsen, og staten påtog sig ansvaret for og kontrollen med den videnskabelige forskning ved at oprette forskningsministerier. Siden da er videnskab og industri i stigende grad blevet ansvarlige over for regeringerne og afhængige af statslig støtte.

Billedet til venstre viser den unge Irène Curie, der stiger ud af et røntgenkøretøj fra den franske hær. Under Første Verdenskrig oprettede hendes mor, Maria Skłodowska-Curie, de første mobile røntgencentre for militæret.